Tryg og Danske Bank indgår strategisk partnerskab i Norden

12-11-2018 15:59
No image
 
 

Tryg skal fremover levere innovative forsikringsløsninger til Danske Banks kunder i Danmark, Norge og Sverige.

 

Som et led i Trygs 2020-strategi om at styrke selskabets distribution indgår Tryg et nyt nordisk strategisk partnerskab med Danske Bank, der dækker alle de lande og markeder, som Tryg opererer i - både på privat og erhvervsmarkedet i Danmark og Norge - og privatmarkedet i Sverige.

 

Til foråret 2019 vil Danske Banks kunder blive tilbudt konkurrencedygtige forsikringsløsninger fra Tryg med de unikke fordele, der følger med. Blandt andet at man som kunde i Tryg bliver en del af Tryg-familien, Tryghedsgruppen, der hvert år gennem Trygfonden bruger 600 mio. kr. på over 800 tryghedsskabende aktiviteter i Danmark - og at man som kunde i Danmark samtidig får udbetalt en årlig bonus af Tryghedsgruppen, der de seneste tre år, har svaret til 8 pct. af kundernes præmieindbetalinger.

 

- Vi glæder os til samarbejdet med Danske Bank og til at byde Danske Banks kunder velkommen i Trygfamilien, og vi ser frem til at kunne tilbyde bankens kunder de mest innovative forsikringsløsninger på markedet, der gør det enklere at være tryg, siger Johan Kirstein Brammer, koncerndirektør i Tryg.

 

Danske Bank er med deres cirka tre millioner kunder en af Nordens største banker med stærke lokale rødder og hovedsæde i Danmark.

 

- Danske Bank er en af frontløberne i den finansielle branche, når det handler om at udvikle nye innovative digitale løsninger til glæde for kunderne. Det er mobilepay et godt eksempel på. Det matcher rigtig godt vores arbejde og ambition i Tryg om at være det mest innovative forsikringsselskab i Norden. Og det giver os nogle unikke digitale muligheder for at udvikle løsninger og services inden for forsikring, der kan komme både vores og bankens kunder til gavn, siger Johan Kirstein Brammer.

For yderligere information kontakt: 
Tanja Frederiksen, Head of Corporate Relations, Tryg

Mail: tanja.frederiksen@tryg.dk

Telefon: +45 51 95 77 78