Reflekser, pangfarver og hjelm gør dig tryg i trafikken
De fleste ulykker sker i dagslys. Bilister ser mindre, end man tror - både i de lyse og i de mørke timer.
Reflekser, pangfarver og hjelm gør dig tryg i trafikken
De fleste ulykker sker i dagslys. Bilister ser mindre, end man tror - både i de lyse og i de mørke timer.
5-10 personer om året ville redde livet, hvis de cyklede med cykelhjelm - 800 kunne undgå alvorlige hovedskader. Sådan lyder vurderingen fra Rådet for Sikker Trafik. Heldigvis kører flere og flere danskere med cykelhjelm.
De sidste ti år er danskerne kommet ud for færre alvorlige hovedskader i takt med, at vi er blevet bedre til at huske hjelmen. Det viser de nyeste tal fra Rådet for Sikker Trafik.
Når du bruger cykelhjelm, mindsker du risikoen for alvorlige hovedskader med 70 %
Går du med refleks, er det 85 % mindre sandsynligt, at du bliver kørt ned af en bil. Det viser undersøgelser fra TØI (Transportøkonomisk Institut) i Norge.
Brug gerne reflekser flere steder; på dit tøj, din cykel eller taske. Det vigtigste er, at du sørger for, de er synlige fra alle sider.
En skriggul jakke kan halvere din risiko for ulykker. Sådan lyder forskning fra Trygfonden og Aalborg Universitet. Pangfarver giver ekstra synlighed i dagslys, hvorimod reflekser kun har effekt i skumringstid og i de mørke timer.
Har du ikke pangfarvet overtøj, kan en refleksvest være et nem vej til mere synlighed på dit barns cykeltur til skole eller din løbetur om aftenen.
En refleksvest er effektfuld, fordi den kombinerer pangfarve med brede refleksbånd, der omkranser hele kroppen. Så er du nem at få øje på, dag og nat.
Refleksveste skal også være godkendte. Kig efter en vest med mærket EN 471, EN 20471 eller EN 1150 – så lever den op til alle standarder.
Når solen går ned, er det tid til at få lys på cyklen. Om vinteren er denne tommelfingerregel selvfølgelig særligt vigtig. Du skal også huske lys på cyklen, hvis vejret er usigtbart – for eksempel i tæt snevejr eller tåge.
Lygter skal sidde på cyklen - ikke på dig. Du må rigtig gerne supplere med lygter på eksempelvis din hjelm eller omkring buksebenet. Bare husk, at den lovpligtige lygte er den, der er monteret på cyklen. Foran og bagved.
En godkendt cykellygte skal kunne ses på mindst 300 meters afstand uden at virke blændende. Derfor er de små diodelygter med elastik ikke gode nok.