Undgå den bulede nabo
Er nabobilen i båsen ved siden af dig fyldt med buler, skal du måske overveje at parkere et andet sted. Mange skrammer kan fortælle, at ejeren måske ikke selv er så opmærksom på at undgå skader.
Hold afstand til den store varebil
En stor varebil har brug for mere plads for at kunne bakke ud. I et parkeringshus med trange kår, kan en varebil i båsen over for dig øge risikoen for en parkeringsskade.
Pas på bildørene
Parker med god afstand til siderne - så mindsker du risikoen for skade, når andre åbner deres bildøre.
Orientér dig, inden du bakker
Så du noget på p-pladsen bag bilen, inden du satte dig ind - fx en stor sten? Øv dig i at lægge mærke til, om der er noget, du skal tage højde for, når du bakker. Det er ikke alt, du kan se i spejlene.
Dokumentér skader
Er uheldet alligevel ude, så husk at dokumentere skaderne. Tag fotos eller optag video med din telefon - både, hvis du selv har skylden, eller hvis din bil er blevet påkørt af en anden.
- Er der udsigt til uenighed - omkring skylden, kan bilens placering på ulykkesstedet, vejen, bremsespor eller andet relevant ift. uheldet også være en god idé at dokumentere. Er der vidner i sagen, er det også en god idé at få navn og nummer på dem.
- Hvis du selv er skyld i skaden - skal du huske at lægge dit fulde navn, nummer og gerne din bils registreringsnummer på en lap papir på den anden bil.